En del af Odsherred Kommune

Nordskolen får ny skoleleder

man, 04/27/2015 - 08:57 -- lib34

Helle Bender Justesen tiltræder midt i november skolelederstillingen og vil bl.a. arbejde for klare mål, kompetenceløft og forbedret tillid og trivsel.Det er en erfaren skoleleder, som midt i november tiltræder stillingen som skoleleder ved Nordskolen i Odsherred Kommune. Helle Bender Justesen har gennem 10 år været skoleleder i Vordingborg Kommune og kommer fra en stilling som skoleleder på Præstø Skole og har de seneste tre år arbejdet intenst med forandringsprocesser og har bl.a. været en del af sammenlægningen af 12 folkeskoler til fem og været leder for to byskoler, der blev til en enhed. - Stillingen som leder af Nordskolen tiltalte mig meget, fordi den netop rammer ind i det felt, jeg mener, jeg kan, har stor viden og erfaring med og lyst til at beskæftige mig med. Det er mit indtryk, at Odsherred er en kommune, der prioriterer åbenhed og fællesskaber højt, og det tiltaler mig også, siger Helle Bender Justesen, der er gift og mor til to voksne sønner. Familien er bosiddende i Vordingborg, men Helle Justesen forventer at finde en foreløbig midlertidig bolig i Odsherred og sandsynligvis flytte til egnen med sin mand. Helle Justesen peger på, at en omfattende forandringsproces som den folkeskolen netop nu er i gang med kun kan lykkes og udvikles gennem ansvarlighed, lighed og åbenhed i relationer. Helle Justesen startede læreruddannelsen på Odense Seminarium og færdiggjorde den ved Vordingborg Seminarium i 1982, hvorefter hun blev lærer på Nr. Vedby Skole på Falster gennem 17 år. Herefter var hun rejselærer for Undervisningsministeriet i Island et år og kom tilbage til Nr. Vedby og Marienberg skole og blev så lærer og tosprogskonsulent i Vordingborg Kommune i 2003 og skoleleder fra 2006 ved først et 10. klasses Center, fra 2009 Sv. Gøngeskolen og fra 2012 på Præstø Skole. Stillingen som skoleleder blev ledig i foråret, da Peter Haldor Hansen valgte at søge nye udfordringer ved en anden skole. Nordskolen har godt 1200 elever og har 2 afdelinger i Nykøbing – Billesvej og Grundtvigsvej og derudover afdelinger i Højby, Egebjerg og på Odden. Yderligere oplysninger Centerchef Frans Falk, Dagtilbud og Uddannelse, 59 66 65 01